Avisdød Psychic News
Hver uge i 78 år er Psychic News, verdens eneste spiritualistiske avis, udkommet med nyheder om medier, psykiske personer og fænomener, info om aktiviteter, forskning, politik og sladder – kort sagt alt, hvad en engelsk spiritist kunne ønske sig.
Det var Spiritualist National Union – den største engelske sammenslutning af spiritistkirker og spiritister - som udgav avisen. I det sidste nummer, der kom i slutningen af juli, undrer redaktørerne sig over den pludselig lukning, og de beskriver økonomiske redningsmænd, som tilsyneladende ikke blev hørt af udgiveren.
Psysic News udkom i dødsøjeblikket i 36 lande, og på et tidspunkt i 1950’erne var oplaget på over 100.000 eksemplarer hver uge. På det tidspunkt var der over 600 kirker spredt over hele Storbritannien. I dag mindre end halvdelen.
Mange vil begræde tabet af denne informationskilde. Det skulle undre os meget, hvis ikke denne populære avis snart reinkarnerer.