Ny undersøgelse viser, at
vegetarer ikke mangler
omega-3.

Det er en skrøne, at vi er nødt til at spise fisk for at få omega-3-fedtsyrer. Mange klarer sig glimrende helt uden fisk - og undgår samtidig miljøgifte såsom kviksølv. Nogle eksperter mener, at grænseværdierne for kviksølv er for høje. Fødevarestyrelsen fastholder dog, at sundhedsgevinsten ved fisk er større end forureningsrisikoen.

Alfa-linolensyre (ALA) er en omega-3-fedtsyre, der findes i planteolier, frø og nødder – især i hørfrøolie. Kroppen kan ikke bruge ALA direkte, den omdanner det først til EPA (eicosapentaensyre) og DHA (docosahexaensyre), langkædede omega-3-fedtsyrer, der findes i fisk.

Får vegetarer nok omega-3? En undersøgelse har vist, at vegetarer og veganere har lige så meget EPA og DHA i deres blod som fiskespisere. Det tyder på, at kroppen reagerer på et lavt indtag af EPA og DHA ved at øge omdannelsen af ALA. Undersøgelsen (fra the European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition, EPIC, Study) omfattede 14.422 mænd og kvinder i alderen 39-78 år. Forskerne mener, at anbefalingerne af fisk i kosten måske bør ændres.

Hvor får vegetaren omega-3 fra? Fra hørfrø (knuste), valnødder, soja- og rapsolie. Grønne grønsager er også en god kilde til omega-3 - og til masser af vitaminer, mineraler, proteiner, fedtsyrer, antioxidanter og andre plantestoffer!

Hvis din kost langt overvejende består af uraffinerede vegetabilske fødevarer – frugt og grønt, bælgfrugter, fuldkornsprodukter, nødder og frø – behøver du altså slet ikke tænke på omega-3. Overfiskningen af havene kunne være endnu en grund til dette kostvalg.

Kilde: Ugeskrift for lægfolk

Nyt Aspekt & Guiden Nr2 2011
 
Copyright 2003-2011: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.