ViFAB støtter alternativ forskning
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling, ViFAB, har i juni uddelt ca. 1,6 mio. kr. til fem projekter:
• Anita Lunde, sygeplejerske og videnskabelig assistent ved Syddansk Universitet, får støtte til at undersøge, hvilke forudsætninger sygeplejersker har for at tale med patienter om alternativ behandling som supplement til konven-tionel behandling.
• Marianne W. Krogslund, anæstesisygeplejerske og akupunktør fra Fertilitetsklinikken Trianglen, vil undersøge, om chancen for graviditet øges ved at give akupunktur til kvinder, der insemineres.
• Thomas Skovgaard, cand.scient. og ph.d. fra Kræftens Bekæmpelse, undersøger, om meditation og motion modvirker negative psykiske og fysiske følgevirkninger af kræftbehandling.
• Ingelise Andersen, chefjordemoder ved Herlev Hospital, undersøger, om det er muligt at mindske behovet for smertestillende indgreb under fødsler vha. selvhypnose, samt om selvhypnose giver kvinden en mere positiv fødselsoplevelse.
• Bo Jacobsen, professor og dr.phil. ved Københavns Universitet, får støtte til at klarlægge de antagelser, der danner basis for kinesiologien som behandlingsform.