Medievold og
medfølelse
En hollandsk-amerikansk undersøgelse viser, at medievold svækker vores næstekærlighed.
I et af eksperimenterne lod man forsøgspersonerne spille enten et voldeligt eller et ikke-voldeligt videospil, mens de sad alene. Efter en halv time hørte de alle en høj støj ude fra gangen. Det lød som et håndgemæng mellem to personer, efterfulgt af den enes klage over voldsom smerte. Det hele var indspillet på bånd.
De personer, der havde spillet et voldeligt videospil, var fem gange så længe om at åbne døren for at hjælpe den ”nødstedte” som dem, der ikke havde været udsat for voldelige indtryk.
Psykologer har også fundet andre negative virkninger af medievold. Den virker både voldsfremmende på personer, der i forvejen er mere voldelige end gennemsnittet, og skaber mere angst hos personer, der er mere ængstelige end gennemsnittet.
Kilde: videnskab.dk