Udvikling og terapi

Denne bog er skrevet på grundlag af Ingelise Lunds egne meget personlige erfaringer samt et utal af klientforløb fra hendes psykoterapeutiske praksis. IL er uddannet inden for det etablerede sundhedsvæsen, men utilfredshed med resultaterne derfra har fået hende til at gå alternative veje.

IL ser den menneskelige udviklingsvej som en udfordring, der byder på mange vanskeligheder, som dog ikke er umulige at overkomme og løse med den rette vejledning. Hun byder på mange spændende forklaringer på, hvordan ubalancer opstår, og hvordan de i mange tilfælde kan afhjælpes. Det drejer sig frem for alt om at bringe det enkelte menneske tilbage i balance ved at opløse gamle blokeringer, vaner, tvangshandlinger og mønstre.

IL’s store erfaring viser, at den mest effektive form for terapi i langt de fleste tilfælde er spejling. Hvis alle forældre vidste, hvor stor betydning det har for deres børns sunde udvikling, at de som forældre formår at se, spejle og rumme børnenes emotioner, ville langt færre voksne have brug for professionel hjælp.

IL lægger ikke skjul på sin kritik af det etablerede sundhedssystem samt visse alternative terapiformer. Samtidig advarer hun imod at stole alt for meget på guruer, som ikke alle besidder hjertets renhed.

Hendes egen udviklingsproces har været lang og meget lærerig. Hun viser, hvor langt man kan nå ved at være oprigtigt søgende. Den viden, hun har samlet, giver hun nu gavmildt videre til sine læsere og klienter.

Brita Gottschalck

Mit univers - og dit, Ingelise Lund. Underskoven, 312 s., 299 kr.

Nyt aspekt & Guiden Nr5 2008
 
Copyright 2003-2012: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.