Den hermetiske lære

Kybalion - også kendt af de gamle grækere som den mytiske Hermes Trismegistos, "Mestrenes Mester", og af egypterne som guden Thoth eller Tehuti, personificeringen af en stor egyptisk mysterieskole af indviede. Han blev fader til esoterisk visdom, grundlægger af astrologi og opdager af alkymi.

Denne bog er skrevet af tre unavngivne personer, der kalder sig Tre Indviede. De fortæller, at den hermetiske lære og visdom har været hemmeligholdt i tusinder af år, fordi den, hvis den var blevet offentliggjort tidligere, ikke ville være blevet forstået af ret mange.

Læren handler bl.a. om syv hermetiske principper. Det første er mentalisme: Altet er Ånd - en altomfattende, uendelig, levende ånd, som skaber alt. Universet er mentalt, dvs. en illusion, men skal betragtes fra både en absolut og en relativ synsvinkel. Man kan ikke afvise, at stoffet eksisterer i det relative aspekt, i hvert fald ikke så længe vi befinder os på det plan.

De andre seks principper handler om korrespondens, vibration, polaritet, rytme, årsag-virkning samt de to køn. Alle syv principper bliver forklaret udførligt.

Bogen er velskrevet og meget oplysende og spændende. Den kræver fuld koncentration fra start til slut, men så har man også et væld af svar på alle mulige esoteriske spørgsmål, der samtidig også belyses fra den videnskabelige side.

Hvis interessen ligger i den retning, er det en fantastisk bog.

Siv Johansson

Kybalion - Et studie om den hermetiske filosofi fra det gamle Egypten og Grækenland. Lemuel Books, 149 s., 249 kr.

Nyt Aspekt & Guiden Nr5 2009

 
Copyright 2003-2012: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.